PRÆSTATIONSANGST
Præstationsangst og sceneskræk er ganske almindelige fobier – og er nemme at fjerne.
Når vi føler, at der er noget på spil, begynder vores angstcenter, amygdala, dybt nede i hjernen at give lyd fra sig. Neuronerne i amygdala begynder at øge frekvensen af elektriske impulser for at gøre os klar til enten kamp, flugt eller total frysning af vores bevægelser. Vi reagerer forskelligt på den slags situationer og kan opleve alt fra fysisk ubehag til koncentrationsbesvær. Er angsten ekstrem, skyldes det ofte noget i vores fortid, som har sat et aftryk i underbevidstheden.
Læs mere om vores dokumenterede resultater i denne rapport.
Bjarke (navnet er ændret) arbejdede som underviser af bl.a. erfarne og stærke erhvervsledere, som til tider kunne være ret grænsesøgende. Specielt en episode havde sat sig i ham som præstationsangst. Han lærte derfor i processen at hvile i sig selv, uanset hvem han underviste, og uanset hvor meget han blev udfordret. Han løftede sig på 2 sessioner (12 timer) fra 75% til 95% af sit mål. På trivselsbarometret WHO (som går fra 0-100 og hvor 35 er depressionsgrænsen og 68 det danske gennemsnit) flyttede han sig på de 2 sessioner fra 72 til 80.
Bjarkes egen feedback:
“Det har været et fantastisk forløb hvor jeg føler, at jeg har flyttet mig rigtig meget i forhold til de udfordringer jeg har haft personligt og arbejdsmæssigt. Det, der fungerede så godt, er den daglige “træning”, der tvang mig til konstant at udvikle mig. Samtidig gjorde de enkelte sessioner, at der virkelig blev taget hul på bylden – og efterfølgende kunne jeg så bruge de redskaber, jeg fik, til at få den positive forandring til at vokse og blive vedvarende. Det bedste ved forløbet er, at jeg har lært værktøjerne til at hjælpe mig selv.”
Bjarke
Case:
Manden, der overtog selvsikkerheden fra sit idol
Jeg havde undervist Kevin (navnet er ændret) på flere NLP-kurser, og han var både målrettet og flittig. Så da han bad om hjælp til at styre sin præstationsangst til et fitnessarrangement, hvor han kunne blive udtaget som model, sagde jeg selvfølgelig ja.
Han store idol var bodybuilderen Rob Richards, som udstrålede både selvtillid og imødekommenhed.
præstationsangst
Kevins stærkeste hjernefiltype var den, vi kalder audio-digital. Det er det, vi tænker og siger til os selv, som enten giver os ressourcer eller det modsatte. Et par klassiske eksempler er ”Jeg kan, hvad jeg vil” eller ”Det kan jeg ikke finde ud af”. Så jeg bad Kevin forestille sig, hvad det var Rob Richards sagde til sig selv, som gav ham succesen til konkurrencerne. Det blev til ”Jeg er den bedste” og ”Der er ingen, der kan overgå mig”. Samtidig flyttede vi også både en visuel og en følelsesfil over fra Rob Richards, og Kevins evne til at håndtere konkurrencer mentalt steg i løbet af 1 uge fra 15-20% op til 85% bare med den ene øvelse. En afgørende årsag til succesen var, at Kevin dagligt udførte de øvelser, jeg havde givet ham. De nye nervebaner bliver nemlig først stabile ved at blive gentaget igen og igen – og på den måde “overskrives” præstationsangst i hjernen.
Da Kevin viste sig at mangle nogle centimeter i den krævede minimumshøjde til modeljobbet, blev han ikke udtaget, men han var selv supertilfreds med sin indsats. Og da han et halvt år senere skulle til eksamen på sin skole, havde resultatet holdt sig: Kevin sagde bare til sig selv ”Det er mig, der kører løbet” – og så var der var kun den sunde, ubetydelige nervøsitet tilbage, der sikrede, at han ydede sit bedste.
